Spacey og Rumrejsen – 1. kapitel

Spacey og rumrejsen - forside - 72 dpiYoda hyler mod månen

Har du en ven, der betyder rigtig meget for dig. Måske en der besøger dig hver sommer, men bor langt væk. Hvis du har, så kender du nok den fornemmelse, man får, når han eller hun er rejst. Du føler dig vildt glad for alle de ting, I har oplevet sammen. Men du ved, at der kan gå lang tid, før I ses igen. Det sidste føles bare så uendeligt… trist.

Det var sådan, jeg havde det, da rumvæsnet Ziggy forlod mig, Yoda og onkel Elmer den nat ude i lysningen i skoven på Tårnbakken.
Altså… det var svært at tænke på, at vi måske ikke skulle se Ziggy igen. Det mærkelige var, at jeg kun havde kendt ham i et døgn. Alligevel var vi blevet venner. Ziggy havde kendt min hund, Yoda, meget længere. Jeg kunne se, at Yoda også savnede Ziggy.
Nogle nætter sad den nede på plænen og tudede op mod månen. Dens tuden lød smuk og sørgelig på samme tid og fik det til at risle ned ad ryggen. Mor syntes, at det larmede, og at Yoda vækkede naboerne, så vi lukkede den ind, når den hylede. Så fik den lov til at sove inde ved siden af min seng.

Efteråret gik, og vinteren kom. Vi fik masser af sne. Det blev så koldt, at det ikke var sjovt at være ude i raketten. Vi hørte stadig ikke noget til Ziggy.

Da foråret endelig kom, begyndte vi igen at bruge raketten. Jeg havde fået en stjernekikkert af mor i julegave. Onkel Elmer kom på besøg og lavede et bobleformet vindue i raketten, så jeg kunne bruge kikkerten derude.

”Har I ikke hørt fra Ziggy,” spurgte onkel Elmer, da mor var gået ind for at bage en sandkage.
”Nej. Jeg tror aldrig, vi får ham at se igen.”
”Pjat,” sagde onkel og skruede boblen fast. ”Han skal nok komme. Det lovede han jo.”
”Ja, men måske er hans rumskib gået i stykker. Eller han er blevet skudt ned af rumpirater. Eller…”

”Rolig nu. Han dukker op. Det er jeg sikker på. Du skal bare slappe af og tænke på noget andet. Nu kan du holde øje med stjernerne. Hvordan går det i skolen?”
”Ikke så godt,” sagde jeg og kiggede ned på mine gummisko. ”Altså lektier og den slags går fint. Men jeg skulle nok ikke have fortalt, at jeg havde mødt et rumvæsen. Jeg bliver drillet. Mine klassekammerater siger, at jeg er skør og fuld af løgn.”
”Tjae… men de tager fejl,” sagde onkel Elmer. Han lagde skruetrækkeren ned i værktøjs-kassen. ”Det ved du jo godt selv, ikke?
Desuden har du vel også nogle venner, der tror på dig.”
”Jo… men.”
”Men hvad?”
”Det er ret hårdt. Ronny kalder mig Crazy Spacey. Og altså… mor tror ikke engang på mig.”
”Hvad kalder hun dig så?”

Jeg nåede ikke at svare, før mor råbte nede fra haven.
”Stevie, Elmer, Yoda. Så er der kage.”
”Hej. Så galt er det da heller ikke. Din mor kalder dig stadig Stevie.” Onkel Elmer lo.
”Ja, og hun bager stadig kager,” sagde jeg og smilede.
”Lad os komme ned.”

 

Læs mere og køb bogen her…

Mærker: , , , , ,
Udgivet i Spacey

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>