Spacey og Rumvæsenet – 1. kapitel

Spacey_og_rumvæsenet_forside_72Raketten

Hej! Har du tid til at lytte? Jeg er nødt til at fortælle nogen om det her. Mine to bedste venner er… øh… ikke helt almindelige.

Altså den ene er en hund, og… den anden er… Ok, nu siger jeg det. Den anden er et rumvæsen. Jeg ved godt, det lyder skørt, men det er rigtigt.

Jeg må nok hellere starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Stevie. Alle mine venner kalder mig Spacey. Det er et mærkeligt navn, men det er noget, de har fundet på, fordi jeg er helt vild med space. Du ved, outer space. Rummet, rumvæsner, ufoer og al den slags.

Måske synes du også, at Stevie er et sjovt navn. Det er et navn, jeg har fået efter min far. Han er amerikaner. Jeg har aldrig set ham, men det har min mor. Hun mødte ham på en studierejse til Washington. Han arbejdede for NASA. Min mor tror bare, han fejede i en af hangarerne, men jeg er sikker på, at han var astronaut eller rumforsker.

Jeg har altid været vild med rumting. Min mor siger, at da jeg kom ud af hendes mave, var jeg iført en funky sølvfarvet rumdragt, staniolhjelm og seje solbriller. Det er bare noget, hun siger for sjov. Jeg har set fotos fra min fødsel. Jeg var nøgen, lyserød og næsten skaldet. Nu er jeg blevet stor. Jeg er ti og et halvt år, og jeg er ikke skaldet mere.
Til min 5-års fødselsdag fik jeg mit livs bedste gave. Min mor byggede en raket til mig i haven. Hun fik onkel Elmer til at hjælpe. Han har en tommestok, en sav og masser af brædder. Det var et legehus, som blev bygget højt oppe i et træ.

Jeg tror, det er det fedeste legehus i hele verden. Det er formet som en mega stor raket. Der er vinduer hele vejen rundt. I den bagerste ende af raketten er der køjer. Der er to. Nå ja og så er der en hundeseng på gulvet. Der sover min hund. Den hedder Yoda – lige som ham fra Star Wars. Den er meget klog, og så er den også ret sød. Den er sort med hvide pletter. Dens ene øre stritter, og det andet hænger altid. Min mor siger, at den er resultatet af et tilfældigt møde mellem forskellige racer – lidt lige som mig.

For et par år siden lavede jeg en hjemmeside. Jeg kaldte den Spaceys Space. Der samlede jeg masser af billeder og historier om rumvæsner, flyvende tallerkner og al den slags. Andre børn kunne kontakte mig, hvis de oplevede noget uforklarligt. Så forsøgte jeg at opklare det. Jeg fik mange henvendelser om observationer.

Observationer er bare et andet ord for, at nogen har set eller hørt noget. Det er godt nok længere, men det lyder mega sejt. Desværre var der en naturlig forklaring på de fleste observationer. De flyvende tallerkner var bare almindelige fly,og de langørede marsmænd, viste sig at være kaniner, som var undsluppet fra en børnehave.

Jeg hader naturlige forklaringer. De er altid så kedelige.
Det ændrede sig først en nat sidste forår. Jeg må hellere fortælle dig det hele. Når man har lavet en observation, er det vigtigt ikke at glemme noget.

 

Læs mere og køb bogen her…

Mærker: , , , , ,
Udgivet i Spacey

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>