Kampen om Langhøj – kapitel 1 og 2 fra bogen

kampen om langhøj del 01_72Rensdyr i Lapland

En julehistorie om mennesker, rensdyr og hyggelige (men lidt ulækre) nisser.
Ok. Det her er en julehistorie. Når man skriver sådan en, er der nogle regler. Nisser i julehistorier er tit drillesyge. De kan også godt være frække. Nogle gange kan de finde på at pille næse… men de spiser altså ikke deres egne bussemænd. De prutter og bøvser heller ikke. De er faktisk aldrig mega ulækre.

Øhhh… jeg er ked af at sige det, men du finder alligevel ud af det før eller siden: Den her julehistorie er anderledes. Derfor vil jeg starte med at sige undskyld. Undskyld til dig, der bliver nødt til at læse historien. Undskyld til din lærer, som forsøger at lære dig et pænt sprog. Undskyld til dine forældre og… ja, undskyld til din hund og din gamle bedstemor. Undskyld. Undskyld. Så er det overstået. Nu kan vi endelig komme i gang.

Det er ikke fordi, jeg bryder mig om det, men jeg har altså mødt den der nisse. Og jeg bliver da nødt til at fortælle dig historien, som den er.

Det hele startede en sommerdag i Lapland. Lad nu være med at flippe ud over, at en julehistorie starter en sommerdag. Jeg har jo sagt undskyld, ikke. Der kommer masser af sne, julehjerter, pebernødder og andet knas lidt senere. Ja, ja, der kommer også gran og julegrød. Julegrøden kommer faktisk flere gange. Men først skal vi altså til Lapland.

Jeg var på vandretur med rygsæk, telt og fiskegrej. Ved du for resten, hvor Lapland er? Det er helt oppe i den nordlige del af Sverige og Finland. Der bor ikke mange mennesker der. Det allermest almindelige dyr i Lapland er myggen. Altså den der stikker. Men der er også mange rensdyr.

Menneskene, der bor der, hedder samer. Nej, jeg mener, de er samer. De hedder Elle, Junte, Biret, Nillas og den slags. Den dag var jeg meget træt af myg. Uanset hvor jeg gik, var der en stor sværm af blodtørstige myg efter mig. Jeg havde fået masser af stik. Jeg var ved at blive helt skør. Så var det, jeg mødte en gammel same. Han sad ved et lejrbål og kogte vand til kaffe.

Jeg sagde goddag. Han sagde noget. Det forstod jeg ikke. Han pegede. Gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig og smage hans kaffe. Det gjorde jeg. Vi snakkede sammen ved hjælp af fagter, tegnsprog og underlige lyde. Men vi forstod hinanden. Jeg fortalte ham, at jeg var gal på myggene.

Han nikkede og pegede på en flok rensdyr. De gik højt oppe på et fjeld.
“Er rensdyrene også trætte af myg?” spurgte jeg. Han nikkede igen og pegede op mod nogle fjeldtoppe. De var hvide af sne.
“Er der ingen myg deroppe?”
Han rystede på hovedet. Der var ingen myg i sneen.
Jeg rejste mig. Takkede ham for kaffe og for det gode råd. Jeg gav ham også lidt af mit fiskegrej. Jeg havde ikke lyst til at fiske mere. Ikke så længe der var myg over alt.
Han smilede og ønskede mig lykke på rejsen. Han sagde også, at jeg skulle passe på gnoflen eller sådan noget. Det forstod jeg ikke rigtigt.

Så begyndte jeg at gå opad. De højeste træer heroppe var 20 centimeter høje og mange år gamle. Til sidst var der slet ikke flere træer. Jeg begyndte at gå op gennem sneen. Det var meget underligt. Jeg havde forladt sommervejret tidligt på dagen. Da det blev aften, nåede jeg toppen. Der var masser af sne. Der var også rensdyr over det hele. De var ikke bange for mig. De var bare glade for at være sluppet af med myggene. Det var jeg også. Jeg satte mig i sneen og tog en dyb indånding.

Der var smukt. Jeg sad på en sneklædt fjeldtop. Rundt omkring mig lå der rensdyr. Jeg havde udsigt over en kæmpestor dal med vandløb og søer. Der var ikke en eneste myg. Den gamle same havde haft ret. Myg kan ikke lide sne. Jeg bestemte mig for at slå teltet op og overnatte på toppen. Det skulle jeg nok aldrig have gjort.

kampen om langhøj del 02Jeg fanger en snotnisse

Teltet så flot ud der på toppen. Der var godt nok kun rensdyrene, der kunne beundre det. Men du må tro mig. Det var lige efter bogen. Jeg lagde mig ned i soveposen for at få varmen. Jeg var temmelig træt efter den klatretur. Derfor faldt jeg hurtigt i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde sovet,
da jeg vågnede første gang.

Jeg havde hørt en lyd. Sådan en snøftende snotnæse lyd. Jeg tænkte, at det nok var et rensdyr, der havde snue. Så jeg lukkede bare øjnene igen. Så var det, at teltet skvattede sammen over mig. Bardunerne slap deres tag. Det hele væltede.

Jeg kæmpede for at komme ud af sovepose og telt. Imens var det som om, jeg hørte en lettere hysterisk latter, der gik over i en serie nys. Jeg flåede teltdøren op. Sprang ud i sneen i lange underbukser. Der var ikke nogen. Mystisk. Pløkkerne, der havde holdt bardunerne på plads,
var alle trukket op af sneen.

Endnu mere mystisk. Jeg kiggede anklagende på en flok rensdyr, der lå og sov bag teltet. De så ret uskyldige ud. Jeg rejste teltet igen og gik indenfor. Denne gang lagde jeg mig med hovedet lige ved åbningen. Jeg lod være med at lyne teltets lynlås. Nogle minutter senere hørte jeg listende trin og snøften fra en snottet næse. Jeg spejdede ud af teltåbningen. Jeg blev mildt sagt overrasket.

Det væsen, der nærmede sig teltet, var meget lille. Faktisk på størrelse med en kanin. Men det lignede næsten et menneske. Altså et meget lille, mega snotnæset og ret grimt menneske. Det havde en rød hue på.

Det snotnæsede væsen bøjede sig ned. Det begyndte at trække en bardun op af sneen, mens det grinede. Det holdt op med at grine, da jeg greb det i nakken.
“Aha,” råbte jeg. “Hvad er du for en lille snotnæse?”
“Aaaah tjue,” sagde væsnet. Det overdyngede mig med snot. Jeg forsøgte at tørre snot af med den ene hånd, mens jeg holdt fast med den anden.
“Undskyld,” sagde den lille fyr. “Vi nisser kan bare ikke lade være med at drille.”
“Er du en nisse?” spurgte jeg.
“Ja.” Den lille nikkede ivrigt og nøs igen. “Samerne kalder mig en Gnofl.”
Jeg holdt en hånd op for at tage det værste af snotbygen.
“Det rimer på kartoffel. Du er mega klam,” sagde jeg.

“Ja selvfølgelig,” grinede nissen. “Jeg er en snotnisse. Men du er min ven, så du må godt kalde mig Sigurd.”
“Er jeg din ven?” spurgte jeg forvirret.
“Ja, for du laver varm kakao til en stakkels forkølet snotnisse.”
“Gør jeg?”
“Ja, da,” sagde snotnissen Sigurd. Han smilede så sødt, at jeg kunne mærke, han havde ret. Jeg fik virkelig lyst til at lave varm kakao til ham.
“Hvorfor væltede du mit telt?” spurgte jeg. Jeg fandt mit stormkøkken frem og begyndte at koge vand. “Det er ikke en god måde at få venner på.”
“Sigurd er meget ked af det med teltet.” Nissen smilede, mens en klat snot løb ned mod hans læbe. “Det er bare noget, vi nisser gør. Vi driller.” Han så undskyldende på mig.

“Ok,” sagde jeg. “Du er tilgivet. Men hvad laver en nisse her i Lapland?”
Sigurd slikkede sig om munden, da duften af varm kakao begyndte at brede sig. Snotklatten forsvandt. Adr!!
“Jeg passer julemandens rense-dyr,” sagde snotnissen Sigurd stolt. Han slog ud med armene.
“De hedder rensdyr,” sagde jeg.
“Ja, da… rense-dyr,” råbte snotnissen glad.
“Rensdyrene… er de Julemandens? Jamen han bor da på Grønland. Det ved ethvert barn.”
“Jo jo,” sagde Sigurd tålmodigt. “Men han skifter jo altid rense-dyr i Lapland, inden han tager sydpå.”
“Du tager gas på mig,” sagde jeg.
“Sigurd laver ikke noget gas,” sagde nissen fornærmet. Han snusede til sin røde buksebag.
“Jeg mener… er det sandt?”
Sigurd nikkede. “Så sandt som mit navn er Sigurd. Og vi nisser lyver aldrig om vores navne.”
Jeg rakte ham kakaoen. Han greb om kruset med begge hænder. Det virkede kæmpestort i forhold til den lille nisse. Han drak en mundfuld. Så smilede han lykkeligt.
“Sigurd har fået dejlig kakao. Derfor skal du også få noget af Sigurd… ja.”
“Jeg har vist fået rigeligt,” sagde jeg. Jeg fortsatte med at tørre snot af mit tøj og mit ansigt.
“Nej nej, fjollefyr. Sigurd vil give dig en historie.” Han drak en slurk mere.

Han lænede sig tilbage mod min sovepose og kiggede op mod stjernerne. Så begyndte han at fortælle.

Hans historie handlede om jul, men den handlede også om snot, bræk og mandsmod. Eller måske snarere om nissemod. Hæng på, for nu går det løs.

 

Køb bogen her…

Mærker: ,
Udgivet i Nyt, Øvrige børnebøger

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>