Villiam, Line og kugler i Sudermosen – 1. Kapitel

Villiam, Line og kugler i Sudermosen – 1. Kapitel

villiam_line_kugler_sudermosenKan man få hedeslag i december – og går julemanden med cowboyhat?

Villiam skubbede fem engle og en trappeformet lysestage til side. Inde midt på vinduet var der et lille hul i spraydåse-sneen. Han fandt hullet og kiggede ud. Han kunne ikke se helt ned til floden, men det meste af vejen derned.

Gaden var smukt oplyst af masser af små pærer. De sad på granguirlanderne, der hang overalt. Der var julehjerter, havenisser og stråbukke over hele byen. Der var ingen sne. Villiam havde ellers ønsket masser af sne. I stedet var der et lag rimfrost på alt. Det så nu også ret flot ud.

”Pas nu på ikke at ødelægge pynten Villerbasse. Jeg er sikker på, at Freddy nok skal finde vores hus,” sagde hans mor smilende. Fru Holm elskede julen. Hun var faktisk helt overskruet vild med alt, der var bare en lille smule juleagtig.

Allerede i november havde hun fyldt alle husets kagedåser med julebag og konfekt. I løbet af december havde hun pyntet huset op, så det lignede et velassorteret julemarked, og nu havde hun travlt med julemaden.

”Nå… jeg kigger bare,” sagde Villiam.

”Villermand,” hvinede Fru Holm pludselig. Hun slog begge hænder op for ansigtet og stønnede forpint.

Villiam sprang hen til sin mor. ”Hvad er der,” spurgte han uroligt. Han havde hørt, at voksne mennesker pludselig kunne få farlige sygdomme: Blodpropper, slagtilfælde, hedeslag og den slags. Han havde godt nok aldrig hørt om nogen, der fik hedeslag i december, men der var jo varmt i køkkenet. ”Mor, tal til mig,” sagde han skræmt.

”Rødkålen, Villermand,” gispede hun. ”Jeg har glemt at lave moster Ernas julesyltede rødkål med reven appelsinskal.”

”Ja… og… vi har da en stor spand rødkål i køleskabet, mor.”

Fru Holm rettede sig op. Villiam kunne se, hun havde det der blik i øjnene. Sådan et jeg-irma-holm-giver-mig-ikke-uden-kamp-agtigt blik. ”Villermand.” Nu talte hun indtrængende. ”Det er juleaften. Vi og vores gæst Hr. Flodslam skal ikke sidde og tygge i et rødkål, der har henslæbt sit usle liv i en plastikspand. Til side Villermand. Der er et job der skal gøres.”

Fru Holm ilede ud i køkkenet, og Villiam åndede lettet op. Lettelsen fortog sig dog hurtigt, da hans mor brød ud i lystig sang, mens hun snittede i et stort rødkål.

Døren gik op, og Villiams far stak hovedet ind. ”Så virker lyskæden igen, skat.” Råbte han. ”Hej Villiam. Er Freddy dukket op.” Edward Holm skar ansigt og slog hænderne for ørerne, da hans hustru brutalt mishandlede Last Christmas ude i køkkenet.

Villiam rystede på hovedet.

”Jeg tror lige, jeg tjekker… om… øh… ja, om Skodaen har det godt. Ingen skal lide nød juleaften.” Villiams far kiggede uroligt hen mod køkkenet.

”Skal vi så sætte mælk ud til Miss Solvejs katte,” spurgte Villiam.

”Ikke tale om. De forædte luksusbæster lider aldrig nød.” Hr. Holm gik over mod garagen. Pludselig vendte han sig. ”Der sker vist noget ude på vejen. Det lyder som om, der er nogen, der snakker og råber.”

Villiam snuppede sin jakke og hoppede i et par støvler. Måske var det Freddy. Han stormede rundt om huset, så han kunne se nedad vejen. Der var masser af børn ude, og de fleste af dem var på vej ned mod en sælsom skikkelse, der var på vej op af gaden.

Det var en stor mand med en sort cowboyhat og en kæmpepakke på skulderen. Villiam havde aldrig nogensinde i sit liv set så stor en pakke. Det var der vist heller ingen af de andre børn, der havde. Han kunne høre, at de spurgte:

”Er du julemanden?”

”Det er da ikke en nissehue.”

”Hvem er den store gave til?”

”Er den til mig?”

”Er den ikke tung?”

Freddy svarede, så godt han kunne, men han kunne ikke følge med spørgsmålene. Villiam kom til at grine.

”Nej… julemanden… øh nej, Freddy. Ja, jeg hedder Freddy. Ja… den er sgu godt nok stor. Men det er jo ikke til at pakke sådan en skidestor slambert ned i en lille pakke, vel? Nej, den er godt nok ikke til dig, men du får nok også en fin gave. Glædelig jul og alt det der.”

Børnene så lidt slukørede ud, men fulgte med Freddy Flodslam op af vejen.

”Hej Villiam,” sagde Freddy, da han nåede op til Åboulevarden nr. 17.

”Hej Freddy… den er godt nok stor,” sagde Villiam og skævede til pakken.

”Velkommen Freddy,” sagde Hr. Holm, der netop kom ud fra garagen. ”Hold da op. Den må være mindst 4 meter lang, den pakke.”

”4 meter og 10 centimeter helt præcis,” sagde Freddy. ”Ja, jeg ved sgu godt, at den er lidt upraktisk, men…”

I det samme røg vinduet op. ”Freddy. Velkommen og glædelig jul. Ja, stå nu ikke derude i kulden. Kom indenfor.” Fru Holm forsvandt lige så pludseligt, som hun var dukket op, mens hun råbte noget om rødkålen.

”Øh… tak… ja, jeg,” startede Freddy og opdagede så, at Fru Holm var forsvundet igen.

”Jae… hun er lidt opstemt over alt det her julehalløj,” sagde Hr. Holm forklarende.

Villiam gik hen til det åbne vindue og råbte: ”Freddy har en ret stor pakke med. Skal vi lade den blive ude i garagen.”

”Ikke tale om Villermand,” råbte hans mor inde fra huset.

”Den er godt nok meget stor,” forsøgte Hr. Holm.

”Edwardskatter. Jeg vil ikke høre tale om det. Pakker hører til under træet. Store som små.”

Hr. Holm indså, at al diskussion var håbløs, når hans kone var julebims. Han kiggede over på Villiam og Freddy. ”Vi må hellere se at få den pakke indenfor.”

”Der er kun en måde,” sagde Freddy grinende. ”Den må ind gennem vinduet. Villiam rydder du karmen for pynt, så smider vi pakken indenfor.”

Villiam løb ind og gjorde plads. Freddy og Hr. Holm løftede vinduet af hængslerne, og julegaven havnede på gulvet i stuen.

Mændene kom indenfor, og Fru Holm kom stormende som en ivrig hvirvelvind og gav Freddy et julekram.

”Du godeste,” udbrød hun. ”Den er godt nok ret stor den pakke.”

”Jow … den er lidt…”, begyndte Freddy

”Ja ja… men hvor der er hjerterum, er der også husrum,” kvidrede Fru Holm og stormede videre for at fylde alle julehjerterne på træet op med pebernødder.

”Hvordan går det i mosen,” spurgte Villiam.

”Ret godt, sagde Freddy. Der har jo ikke været meget is endnu, så jeg lurer da en gedde engang imellem.”

”Må jeg komme på besøg i juleferien,” spurgte Villiam. Faktisk syntes han, at Freddy havde været lidt underlig de seneste par måneder. Han havde travlt med et eller andet projekt ude i værkstedet. Det lignede ellers ikke flodbumsen. Han plejede altid hellere at ville på fisketur. Mærkeligt!

Freddy kiggede smilende ned på Villiam, og Villiam fik den der fornemmelse af at Freddy næsten kunne læse hans tanker.

”Jep,” sagde flodbumsen. ”Det er længe siden, at vi har været på fisketur, er det ikke.”

Villiam nikkede. ”Er du færdig med det der værkstedsarbejde.”

”Ja,” sagde Freddy og kløede sig tænksomt i skægget. ”Det skulle jeg mene”

”Det går ret godt med sproget,” sagde Villiam anerkendende.

Freddy smilede stolt.

”Så er der mad,” råbte Fru Holm ude fra køkkenet. ”Villiam og Edwardbasse… hjælper i lige med at bære ind.”

Det gjorde de. De bar, og de bar. Freddy kiggede måbende til, mens det ene fyldte fad efter det andet dukkede op på bordet.

”Vi kommer vist ikke til at lide nogen nød i aften,” sagde Hr. Holm.

”Edwardbasse,” sagde Fru Holm bestemt. ”Man skal bestemt heller ikke lide nød juleaften. Jeg ved godt, at det måske ikke havde været nødvendigt at lave frikadeller også, når vi nu skulle have and, flæskesteg og medister. Men jeg syntes nu alligevel, at en jul uden frikadeller var lidt sær, så…” Fru Holm slog ud med armene. ”Værsgo og spis.”

Maden var som sædvanlig fortræffelig. Villiam var sikker på, at hans mor lavede den bedste mad i verden, især når hun var gået fuldstændig i juleselvsving. Alle roste den behørigt, og Fru Holm strålede om kap med stjernen i træets top. Snakken gik lystigt. Det var længe siden, at Freddy havde været på besøg, så Villiam skulle høre nyt fra alle de steder, han kendte ude i mosen og langs floden. Hvordan det gik med odderne, isfuglen, gedderne, De Hviskende Vogtere og aborrerne under den gamle udskibningshavn. Villiam og Freddy nævnede ikke deres fælles hemmelighed, men lavede sigende trækninger med øjenbrynene, da de snakkede om Klostersøen.

Villiams far fortalte om de mange forsøg, han havde lavet med flodslam i køkkenhaven, og Freddy lyttede interesseret. Hr. Holm var så tilfreds med livet, at han helt glemte at skælde ud over naboens katte.

De kiggede alle op, da Fru Holm kom svævende ind fra køkkenet med en stor svesketrifli, der i dagens anledning var monteret med spruttende stjernekastere. ”Så er der dessert,” sagde hun. ”Ris a la Mande’en gemmer vi til kaffen.”

Det var et dejligt måltid, men Villiam havde lidt svært ved at koncentrere sig. Han blev ved med at skæve til den kæmpestore pakke, der lå på tværs af stuegulvet. Han spekulerede, så det knagede. Hvad pokker kunne det være. Efter længden at dømme kunne det være en fiskestang. Men hvorfor skulle pakken så være så bred? Nej, det var det ikke. Jo mere han tænkte over det, jo mere forvirret blev han. Han blev vækket af sine tanker, da Freddy lagde en hånd på hans skulder. Han kiggede op og opdagede, at de alle kiggede på ham.

”Er du dårlig Villermand,” spurgte hans mor bekymret. ”Du spiser jo slet ikke noget svesketrifli.”

Villiam rystede på hovedet og tog smilende imod skålen. ”Nej, jeg sad bare og tænkte.”

Efter måltidet skulle der vaskes op.

”Villiam og jeg snupper opvasken, så kan du tage en lille pause Irma,” sagde Freddy, da de havde spist.

”Ikke tale om. Jeg skal nok…”

”Nej, du skal ikke. Jeg synes, at du og Edward skal sætte jer ind og få et lille glas af min hjemmebryggede julemjød,” sagde Freddy og hev en flaske frem fra sin store rygsæk. ”I har jo haft masser af forberedelser i dag, kan jeg se.” Freddy kiggede rundt i nisselandet. Fru Holm kiggede på julemjøden.

”Ja, måske skulle vi lige smage Edwardbasse,” sagde hun. ”Freddy brygger jo noget dejligt ø… mjød.”

Villiam og Freddy klarede hurtigt opvasken og satte sig hen i sofahjørnet sammen med Villiams forældre.

”Det er en god mjød,” sagde Edward Holm og kiggede tænksomt på flasken. ”Måske burde du sætte den i produktion.”

Freddy rystede smilende på hovedet.

”Edwardbasse,” sagde Fru Holm. ”Hvis Freddy skulle lave mjød til alle, så kan han jo ikke få tid til at fiske, sejle og sove og alt det der som flodbumser gør. Det har han jo forklaret os.”

”Skal vi snart pakke gaver ud?” spurgte Villiam ivrigt.

”Ja ja, Villermand, men vi skal jo lige synge et par sange først og danse.” Fru Holm sprang op og gav sig til at lede efter hæftet med julens sange. ”Jeg tror vi starter med…”

Villiam og de to mænd kiggede skræmt på hinanden. Fru Holms sangstemme var legendarisk. Den var kraftfuld og skræmmende, sådan på samme måde som King Kong og Dr. Frankensteins monster var det – eller en lettende F-16.

”Tjae… man må tage det sure med det søde,” mumlede Edward Holm og greb resigneret fat i de nærmeste hænder. Fru Holm sang for, og de trådte dansen om det grønne træ. Det var ret besværligt, fordi de var nødt til at skridte hen over den store pakke for hver rundtur. Det var også lidt sjovt, selvom Villiam syntes, at sangene varede en evighed.

Da de endelig faldt om i sofahjørnet, var Fru Holm hæs, og de andre havde alle en heftig ringen for ørerne.

”Åh. Juletræet med sin pynt er nu sådan en smuk sang,” henåndede Irma Holm, og et øjeblik var Villiam bekymret for, at hun skulle bryde ud i råb igen. Det gjorde hun nu ikke.

Villiam kunne også godt lide den sang. Især det vers med Juletræet på besøg hilser os fra eg og bøg. Med besked derude fra at det lysner dag for dag. Der var et løfte om forår i de linier. Han glædede sig til foråret, men lige nu var der noget andet, der var vigtigt. ”Gaverne, skal vi ikke..”

”Jo lad os. Skal vi ikke lade Freddy dele gaver rundt,” sagde Fru Holm henrykt. ”Det er jo hans første jul sammen med os.”

”Nej, jeg tror ikke det er så…” Begyndte Villiam. Freddy havde jo sagt, at han kun kiggede billeder i de mange bøger, han havde i sin reol. Måske kunne han ikke læse. Villiam ville nødigt gøre Freddy forlegen og ked af det. Så kom han i tanke om sin mistanke. Villiam var sikker på, at Freddy kunne læse og blot spillede dummere, end han var.

”Hvad mener du Villermand. Tror du ikke, Freddy har lyst til at dele gaver ud,” spurgte hans mor.

”Jo… ikke noget,” sagde Villiam og forsøgte at lyde forvirret. ”Jeg er bare lidt spændt,” sagde han smilende. ”Selvfølgelig skal Freddy dele gaver ud.”

Freddy kiggede først lidt undrende over på Villiam, så lo han. ”Du er en lurendrejer Villiam.” Flodbumsen gik over til juletræet og snuppede en pakke. ”Til Villiam fra mor og far,” læste han. Det var en Harry Potter bog, som Villiam havde haft på sin ønskeseddel.

Villiam smilede tilfreds. Både fordi han havde fået bogen, og fordi han havde gennemskuet endnu en af Freddys hemmeligheder.

Så var gaveregnen i gang. Edward fik et topnøglesæt, Irma fik en wok og et sæt kinesiske spisepinde. Freddy fik et hjemmestrikket halstørklæde. Til sidst var der kun den mærkelige store pakke tilbage. Villiam holdt næsten vejret af spænding, da Freddy trak den ud og ledte efter et til-og-fra kort.

”Der står… ja… så, det er vist… nå skide være med det. Den er til dig Villiam. Ja, den er fra mig,” sagde flodbumsen endelig.

Villiam sprang over for at rykke papiret i stykker. En skinnende blank ræling kom til syne. Villiam fortsatte, og den smukkeste lille kano dukkede frem. Den var lavet af træ, der var malet blåt. Rælingen og spanterne indvendigt i kanoen var blot lakeret med klar lak, så man kunne se de smukke årer i træet. Nede i kanoen lå to padler. Den ene af dem havde et blad i begge ender af træskaftet.

”D… d… det er en kano,” Stammede han ivrigt. ”Er den godt nok til mig.” Han kiggede usikkert over på Freddy.

Flodbumsen grinede over hele hovedet. ”Jep… og du må hellere få den her også.” Han fandt en pakke mere i sin rygsæk. Det var en redningsvest.

”Tak,” råbte Villiam og kastede sig om halsen på Freddy.

”Nå ja… det er nu ikke noget særligt. Det er bare noget makværk, jeg selv har bikset sammen.”

”Freddy, det er den flotteste kano, jeg nogensinde har set.” Villiam var lige ved at græde, så glad var han.

”Ja, men det er sgu nok fordi du er vant til at se på Skivet og Møgdyret,” brummede Freddy.

”Godt du nåede at få den færdig Freddy,” sagde Edward Holm. ”Det er virkelig et flot fartøj.”

”Er der noget som helst, du ikke kan selv,” spurgte Irma Holm.

”Ja, jeg kan ikke sy kjoler, lave svesketrifli og lægge tal sammen. Og der skal nok være meget mere,” svarede Freddy.

”Er det det, du har lavet i værkstedet de sidste par måneder,” spurgte Villiam. ”Jeg har ellers været lidt sur over, at du ikke havde tid til at fiske.”

”Ja, jeg ved det sgu godt Villiam,” sagde Freddy undskyldende. ”Men det der med at bygge både, det tager altid lidt længere tid, end jeg regner med.”

”Jeg er glad for, at du brugte tiden på det,” sagde Villiam. ”Kan vi prøve den i aften?”

”Rolig nu,” sagde Freddy. ”Jeg har lovet Irma og Edward, at du først skal have lært at padle, og det bliver altså ikke i iskoldt vand, du skal lære det. Du må vente på foråret.”

”Ok,” sagde Villiam. Han var utålmodig, men han kunne godt se, at Freddy havde ret. Nu glædede han sig endnu mere til foråret. ”Hvorfor er der to padler?”

”Den med to blade er en pagaj,” forklarede Freddy. ”Den er bedst, når du skal tilbagelægge lange strækninger eller padle hurtigt. Padlen er bedst, når du følger strømmen i floden eller skal gennem smalle passager og den slags.”

”Du lærer mig det hele, ikke,” spurgte Villiam.

”Det kan du roligt regne med.”

”Jeg tror, det er den bedste juleaften nogensinde,” sagde Villiam.

De voksne lo, og hans mor gik ud for at finde kaffen.

 

Køb bogen her…

 

villiam_line_kugler_sudermosen_bog

Etiket: , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*